Hvis du har en kronisk sygdom, anbefaler vi regelmæssig opfølgning i klinikken.
For mange kroniske sygdomme vil der typisk være en årlig samlet vurdering – en årsstatus – samt eventuelle kontroller i løbet af året afhængigt af sygdom og behandling.
Det gælder eksempelvis ved diabetes, KOL, forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdom og andre længerevarende sygdomme.
Hvad er en årsstatus?
Ved årsstatus vurderer vi samlet:
- hvordan du har det, og hvordan sygdommen påvirker dig
- om behandlingen virker efter hensigten
- din medicin og eventuelle bivirkninger
- relevante blodprøver, målinger og undersøgelser
- risikofaktorer og forebyggelse
- behov for ændringer i behandling eller yderligere undersøgelser
- planen for det kommende år.
Indholdet tilpasses din sygdom, alder, behandling og øvrige helbred.
Årsstatus foregår ofte i to trin
Hos os vil en årsstatus ofte begynde med en forberedende konsultation hos sygeplejersken eller andet klinikpersonale.
Her foretages de relevante målinger og undersøgelser. Det kan eksempelvis være:
- blodprøver
- blodtryk
- vægt
- urinprøve
- lungefunktionsundersøgelse
- EKG
afhængigt af hvilken sygdom du følges for.
Herefter gennemgås resultaterne ved den aftalte årsstatus, hvor behandling og den videre plan vurderes samlet.
Flere kroniske sygdomme
Har du flere kroniske sygdomme, forsøger vi så vidt muligt at se på dit helbred samlet frem for at behandle hver sygdom isoleret.
Medicin
En vigtig del af årsstatus er at gennemgå din medicin.
Vi vurderer blandt andet, om behandlingen fortsat er nødvendig og hensigtsmæssig, om dosis er korrekt, og om der er behov for blodprøver eller anden kontrol.
Nogle typer medicin kan derfor kun fortsættes sikkert, når de nødvendige kontroller er gennemført.
Bestilling af tid
Når du bestiller tid til årsstatus, er det vigtigt at oplyse, hvilken kronisk sygdom du skal kontrolleres for.
Så kan vi planlægge de relevante prøver og undersøgelser inden den samlede vurdering.
Er du i tvivl om, hvornår du skal til næste kontrol, er du velkommen til at kontakte klinikken.